kingos consortPhemius Consort er dannet af Jakob Bloch Jespersen og Allan Rasmussen. Phemius optræder i Homers Odyssé, og er navnet på den skjald, der underholder med sang og harpespil ved Odysseus’ gård i Ithaka, imens Odysseus er væk hjemmefra på sin færd tilbage fra Troja. Odysseus’ kone Penelopeia finder Phemius’ sang for sørgelig, da den minder hende om hendes savnede mand, og hun beder derfor Phemius synge en mindre ulykkelig sang. Men Odysseus søn Telemachos siger, at Phemius skal have lov at synge hvad han har på hjertet. Dette bliver et vendepunkt for den unge Telemachos, som derefter drager ud for at finde sin fader. Som henholdsvis sanger og cembalist var historien om Phemius en oplagt reference, da Jakob Bloch Jespersen og Allan Rasmussen skulle finde et navn til deres fælles barokensemble. “Thomas Kingo’s Sacred Songbooks” er Phemius Consorts første CD-udgivelse, og nu kan man se frem til releasen af den anden i relation til Brorson.